Rocker dømt: Forsøgte at forhindre journalist i at filme

Bandidos MC West City rømmede lørdag den 17. november 2018 klubhuset i Østerstræde i Holbæk. Foto: Michael Johannessen.


Retten har vurderet, at en 32-årig mand med relationer til Bandidos MC med ordene “hvis du filmer, så smadrer jeg dig” forsøgte at forhindre en kvindelig videojournalist fra TV2 Øst i at filme i forbindelse med gruppens fraflytning fra klubhuset i Østerstræde i Holbæk. Det skriver avisen Nordvestnyt onsdag.

Episoden fandt sted i november sidste år under konflikten mellem Bandidos MC og den såkaldte Vang-gruppe. Under konflikten blev der bl.a. kastet en brandbombe og en håndgranat mod Bandidos’ klubhus i Østerstræde. Efter håndgranaten forbød politiet al ophold i huset på Østerstræde. Knap en måned efter valgte Bandidos at fraflytte huset.

Ved fraflytningen lørdag d. 17. november 2018 var den kvindelige journalist til stede og det var her, at den 32-årige opsøgte hende udenfor klubhuset, da han var utilfreds med, at TV2 Øst ved en tidligere lejlighed havde vist uslørede nummerplader af biler i Østerstræde, og han mente, at det udgjorde en fare for ham og hans familie set i lyset af den daværende konflikt.

Udover episoden med journalisten, blev den 32-årige, ifølge Nordvestnyt, også dømt for at have en økse i sin bil og for at køre mod ensretningen i Østerstræde og uden nummerplade, som han havde fjernet for ikke at få den filmet. Den 32-årige blev idømt 40 dages fængsel.

Det sidste flyttelæs fra huset i Østerstræde blev i øvrigt kørt væk den 24. november sidste år, og det fik borgmester Christina K. Hansen til at udtale, at det var “godt for hele byen”. Selvom Bandidos MCs Holbæk-afdeling flyttede fra huset i Østerstræde, så eksisterer den stadig. I maj måned i år fulgte Holbaekonline.dk således et såkaldt Memory run som afdelingen arrangerede, hvor man mindedes afdøde brødre.

Leave a Reply