1. maj 2024

Kultur og fritid er på dagsordenen i Holbæk Kommune, og her kalder man selv ambitionerne for seriøse og fremsynede.

En ny udviklingsplan er netop blevet færdig, og i den har politikerne udvalgt de initiativer, som de mener skal lede til et aktivt og inddragende kultur- og fritidsliv.

Byrådet vedtog tidligere i år en kultur- og fritidspolitik med de overordnede målsætninger for udviklingen af området. Ambitionen er at skabe kulturmuligheder for og med alle, at indgå og udvikle partnerskaber og samarbejde, at sikre tilbud om kultur- og fritidsaktiviteter i alle livsfaser samt udbygge de kompetencegivende miljøer.

– I Holbæk Kommune kan vi være stolte af, at vi har et levende kulturliv, og det skal vi naturligvis holde fast i. Vi skal dog også tænke over, om vi kan bruge hinanden endnu bedre, for eksempel når det gælder talentudvikling eller tilbud til de børn og unge, vi ikke normalt ser i foreningerne. Og den udvikling skal politikken være med til at sikre, fortæller Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid

Ambitionerne følges op af aktiviteter
For at få ambitionerne gjort til virkelighed, lancerer Udvalget for Kultur og Fritid nu en udviklingsplan med de konkrete projekter og indsatser, som skal sikre, at politikkens målsætninger bliver opnået.

– Det er nogle vigtige og virkelig spændende aktiviteter, som venter os. Hvis vi virkelig skal have tingene til at blomstre, er det dog vigtigt, at foreninger og andre kulturaktører også tager fat og byder ind. Derfor er samarbejde, partnerskaber og ikke mindst frivillighed vigtige indsatsområder i de kommende år, fortæller Jørgen Topsøe, der er næstformand i Udvalget for Kultur og Fritid samt formand for projektudvalget med navnet Frivillighedseksperimentarium.

Ambitionerne om frivillighed og samarbejde følger Holbæk Kommune i første omgang op på ved at ansætte en foreningskonsulent, som skal styrke samarbejdet med klubber, organisationer og andre frivillige. Konsulenten vil blandt andet tilbyde kurser og sparring.

Engagerede børn og unge
Et vigtigt forhold i kultur- og fritidspolitikken er gode tilbud til børn og unge, der udfordrer dem til at forholde sig aktivt til kunst og kultur. Det afspejles også i udviklingsplanen, hvor der er mange tilbud rettet mod netop børn og unge.

Et eksempel er kulturkørekort til børn. Børnene kan tage familien med på museet og andre kulturinstitutioner og derved samle stempler til deres kørekort. De unge er der tænkt på ved blandt andet at lancere titlen ’kulturvært’. En kulturvært er en ung, der bliver uddannet til at arrangere aktiviteter for og med unge.

De dygtigste af børnene får fremover mulighed for støtte fra Holbæk Kommune. Det gør de, fordi kommunen opretter en talentudvalg, som hvert år vil indstille kandidater til at modtage de i alt 300.000 kroner fra en nyoprettet talentfond til børn og unge, der vil dyrke og udvikle deres talent på allerhøjeste niveau.

Fælles retning
Da udvalget nu har godkendt udviklingsplanen, har Holbæk Kommune før første gang en samlet kultur- og fritidspolitik inklusiv udviklingsplan, som kan sætte fælles retning for kultur- og fritidslivet.