26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En af færdselspolitiets patruljer kom søndag eftermiddag kørende ad Nykøbingvej ved Audebodæmningen, da den fik øje på en mand i en modkørende varebil, som talte i håndholdt mobiltelefon

Patruljen kørte efter varebilen for at lave en rutinekontrol.

Varebilen kørte stærkere end tilladt, og sænkede ikke hastigheden, selvom den nu befandt sig i en 60 km/t zone på Nykøbingvej mod syd. Betjenten startede en hastighedsmåling på varebilen, som blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 93 km/t.

Bilisten blev standset ved Audebovej, og politiet henvendte sig til føreren, en 34-årig mand fra Vig. Han kunne ikke fremvise et kørekort, da betjenten bad om det, da han var frakendt førerretten.

Den 34-årige blev sigtet for at køre for hurtigt, at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen og for at køre i frakendelsestiden.

Politiet kontaktede bilens ejer, som ikke havde givet den 34-årige lov til at låne bilen, så han blev nu også siget for uberettiget brug af bilen. Turen stoppede derfor for den 34-årige, som kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.