Flere sprit- og narkobilister stoppet i weekenden

Foto: Rigspolitiet.


Det er ikke alle bilister, der har forstået, at man skal lade bilen stå, hvis man har fået for meget at drikke, eller er påvirket af euforiserende stoffer. Det kunne politiet i hvert fald konstatere i weekenden, hvor man standsede flere sprit- og narkobilister.

På Vestergade i Tølløse standsede politiet lørdag aften klokken 19.55 således to spritbilister, der var fører af hver sin bil.

Der var tale om en varebil ført af en 43-årig mand fra Kirke Såby og en personbil ført af en 37-årig mand fra Kirke Hyllinge.

Begge var påvirket af spiritus under kørslen i køretøjerne, så de blev begge kortvarigt anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Når disse er blevet analyseret, vil de to mænd hver især høre nærmere fra politiet om afslutningen på deres sager.

Påvirket af cannabis

Klokken 20.10 blev en 20-årig mand fra Mørkøv standset af færdselspolitiet, da han kom kørende på Enghaven i Asnæs.

En narkometertest vste, at han var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 20-årige blev anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Han fik udtaget en blodprøve, som nu undersøges nærmere for euforiserende stoffer.

Påvirkede bilister i Svinninge

Klokken 02.30 natten til søndag standsede politiet en personbil på Hovedgaden i Svinnigne. Bag rattet sad en lokal 30-årig mand, som var påvirket af spiritus. Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Godt en time senere blev en 24-årig mand fra Svinninge anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand. Det skete efter han var blevet standset i en personbil på Svinningevej.

Politiet mistænkte ham dog også for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den 24-årige fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og eventuel påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen. Når blodprøverne er blevet analyseret, vil han høre nærmere fra politiet med resultatet heraf.

Opmærksom borger anmeldte spritbilist

Søndag eftermiddag kort efter klokken 17 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en bekymret bilist, som fortalte, at en personbil kørte meget usikkert og slingrende ad Omfartsvejen i Holbæk.

En patrulje satte kursen mod bilisten, som blev standset i Holbæk by.

Føreren af bilen, en 50-årig mand fra Svinninge, var påvirket af alkohol over det tilladte.

Han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Leave a Reply