26. april 2024

Foto: Politi.dk

Foto: Politi.dk
En frisørsalon i Jyderup og en skønhedssalon i Holbæk fik torsdag besøg af en tricktyv.

Tordag formiddag klokken ca. 11.30 fik en frisørsalon i Jyderup besøg af en udenlandsk mand på omkring 30-35 år, der på engelsk spurgte efter et stort stykke papir.

Medens personalet ledte efter papiret, lænede manden sig ind over disken og fremviste et kort over Jyderup, hvis størrelse papiret skulle have. Det tilbudte papir tilfredsstillede ikke manden, der nu krævede et endnu større stykke papir, som personalet ikke kunne fremskaffe.

Manden forlod stedet, medens personalet undrede sig over, at han havde henvendt sig i en frisørsalon for at få papir.

Senere opdagede personalet, at en pung med kontanter var forsvundet fra disken, som manden lænede sig ind over. Pungen indeholdt ca. 1900 kroner.


Klokken ca. 12.50 fik personalet i en skønhedssalon i Holbæk besøg af en fremmed mand, på 25-30-år , der på både spansk og engelsk spurgte efter noget, som personalet ikke kunne forstå.

Han fremviste og pegede på et landkort, samtidig med at han lænede sig ind over en reol.

Manden gik kort efter fra stedet, hvorefter personalet opdagede, at en iPhone var blevet stjålet.

Undersøger flere lignende sager
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker nu de to tricktyverier og undersøger samtidig, om de to sager har nogen forbindelse med lignende sager fra Herfølge og Ringsted.

I går skrev vi i øvrigt om en lignende sag fra Svinninge, hvor en frisør fik stjålet sin telelfon i salonen.