17. april 2024

Foto: Alex Christensen

Borgmester Christina K. Hansen klippede snoren til den nye radioforretning i Nyvang. Foto: Alex Christensen

Sommersolen skinnede da Nyvang torsdag officielt åbnede nye attraktioner.

Der sker nye og spændende ting i oplevelsescentret uden for Holbæk. Denne sæson kan besøgende som noget nyt bl.a. opleve det nye Sygehus, besøge radioforretningen eller kigge indenfor i el-installationsforretningen.

Torsdag var pressen inviteret til præsentation og officiel indvielse af de nye attraktioner og det blev gjort med både taler og snoreklipning.

Holbæks borgmester, Christina K. Hansen, klippede således snoren til Østervængets Radioforretning, Gunilla Svensmark fra Danske Sygeplejehistorisk Museum åbnede sygehuset, Sparekassen Sjælland-Fyns direktør, Lars Petersson indviede El-installationsforretningen og Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, Ole Hansen (S) indviede de nye lokaler til Damptromlerne.

Østervængets Radioforretning
I Østervængets Radioforretning kan de besøgende se bl.a. radioer og grammofoner fra tiden 1940-1950.

Mange af radioerne virker, og prisskiltene fortæller både om tidens priser og om apparaternes anvendelse. Besøgende kan også høre musik fra tiden.

I værkstedet bliver der repareret radioer med tidens måleapparater.

Nyvangs Sygehus
Et andet af de nye attraktioner er Nyvang Sygehus, som er indrettet som et lille provinssygehus i 1940’erne, med plads til både voksne og børn på sygestuen. På sengebordet er der tandkrus med kunstige tænder, og ved siden af voksensengen en bækkenstol.

Man kan også se en flere forskellige remedier fra den tid og på Sygehuset er der også både konsultationsrum, røntgenrum og et skyllerum.

Nyvangs Installationsforretning
Nyvangs el-installationsforretning er indrettet som en forretning kunne have set ud i begyndelsen af 1940’erne med lysekroner under loftet og lampetter på væggene netop af den slags, som kunderne ville efterspørge i 1940’erne.

Men den velassorterede forretning, er også leveringsdygtig i efterspurgte reservedele til f.eks. varmeovne og komfurer.

Ny hal til damptromlerne
De imponerende damptromler har fået en ny hal, hvor besøgende kan opleve Danmarks største samling af damptromler, bl.a. de tre køreklare tromler Marshall & sons fra 1921, Vølund Junior fra 1927 og Vølund Senior fra 1931. Hallen rummer også et fungerende Weyher & Richmond lokomobil fra 1930.
Motortromlen fra Holbæk Maskinfabrik er et eksempel på de motortromler, der med tiden overtog damptromlernes rolle.

This slideshow requires JavaScript.