6. maj 2024

Sidste år vandt 2.F på Skovvejens Skole, afdeling Kildebjerg i MørkøvMadpakkedysten. PRfoto.

Sidste år vandt 2.F på Skovvejens Skole, afdeling Kildebjerg i MørkøvMadpakkedysten. PRfoto.
Hver uge bliver der smurt godt 11 millioner madpakker i de danske køkkener, det behøver langt fra at være grå, flade og kedelige madpakker.

Det viste eleverne i 2.F på Skovvejens Skole, afdeling Kildebjerg i Mørkøv, som bl.a. smurte æggemad med avocado, kartoffelmad med spinat og lavede hjemmelavet müslibar med dadler. Den lækre mad til madkassen var med til at sikre klassen en fin pokal og 5.000 kr. til et restaurantbesøg som vinder af sidste års Madpakkedyst, som Mejeriernes Skolemælksordning står bag.

I år bliver der kåret en vinderklasse hver måned fra nu og til og med maj.

Børnene lærte en masse
Karen Jørgensen, som er en af lærerne på Skovvejens Skole, har spurgt børnene, hvad de fik ud af at være med i Madpakkedysten. Her er et udpluk af, hvad de sagde:

”Jeg har lært at rugbrød smager godt.”, “Jeg har lært, at man næsten kan bruge alting til madpakken”. “Jeg har mere frugt med efter Madpakkedysten” og “Man kan sagtens lave kedelige madder sjove.”

Om lærernes oplevelse med at være med, siger Karen Jørgensen og Maria Arlet:

– Det var et rigtig godt forløb med undervisningsmateriale, der var lige til at gå til. Børnene var utrolig engagerede, og så var de bare så stolte over at vinde Madpakkedysten.

Fokus på det gode måltid i skolen
– Madpakkedysten handler om at få langt mere fokus på den sunde madpakke og det gode måltid i skolen, fordi det er så vigtigt for at være parat til at lære noget. Og så er målet at få børnene til at tage aktiv del i madpakken, når den skal laves, siger Louise Poulsen, der er projektleder i Mejeriforeningen.

Madpakkedysten er for alle klasser fra 0. til og med 3. klasse, og der bliver stillet undervisningsmateriale, quizzer og videoer til rådighed, som klasserne kan blive inspireret af og bruge i undervisningen: http://madpakkedysten.edutainmenthuset.dk/

Konkurrencen løber til og med maj måned. Klasserne skal tage billeder og sende en god beskrivelse, når de laver Danmarks bedste madpakke. Hver måned kan en skoleklasse vinde det gyldne madpakketrofæ for den bedste madpakke. Det udløser en tur på restaurant for hele klassen.