Ved 23-tiden i går modtog politiet en henvendelse om, at en bilist opførte sig mærkeligt og måske hældte noget brændstof i en kloak på Jernbanevej i Holbæk.
Politiet kørte til stedet og traf ganske rigtigt en 23-årig mand fra Holbæk, som var i færd med at suge diesel op af tanken på en bil. Brændstoffet blev ledt direkte ned i en kloak, men han havde også spildt noget på området ved siden af.
Problemet var, at han var kommet til at fylde diesel på en benzinbil, hvorfor han kun havde kørt nogle få meter, inden motoren standsede.
Politiet sigtede den 23-årige for overtrædelse af miljølovgivningen og tilkaldte brandvæsnet til opsugning og oprydning på stedet.