Da de sjællandske politikredse, Politiets Aktionsstyrke, SKAT og Task Force Øst i går lavede en stor fælles aktion mod bande- og rockergrupperinger på hele Sjælland, slog de ikke til mod Bandidos’ klubhus i Holbæk.
Bandidos’ klubhus ligger på Østerstræde 4 i Holbæk by og bygningens vinduer er barrikaderet med brædder. Men den var ikke en af ca. 50 adresser på hele Sjælland, som blev ransaget af politiet i forbindelse med aktionen torsdag aften.
Mange anholdt
Ikke mindre end 45 personer blev anholdt i løbet af den samlede aktion, der også afslørede flere våben, narkotika og et skunklaboratorium. Ni af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør i dag.