27. juli 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 44-årig mand fra Holbæk henvendte sig torsdag kort før klokken 12.30 til politiet og fortalte, at han var blevet påkørt af en bil på Vandtårnsvej og bilisten var kørt fra stedet.

Påkørslen skete kl. ca 12.00 i et fodgængerfelt. Bilen havde ramt den 44-åriges ene ben.

Politiet afhørte den 44-årige til sagen, men senere på eftermiddagen henvendte han sig igen til politiet og fortalte, at han havde fundet den bil, som havde ramt ham på benet. Bilen holdt på Skagerakvej, hvor den var ved at blive hentet af et bugseringskøretøj efter et andet færdselsuheld, som var sket kort før klokken 14.00.

Politiet havde været på uheldsstedet på Skagerakvej og fået klarlagt, at en 66-årig mand fra Holbæk som fører af en personbil var kørt ad Skagerakvej mod vest, da han af ukendte årsager påkørte bagenden af en personbil, der blev skubbet frem i endnu en personbil. Disse to bilister var begge standset på grund af kødannelse.

Den 66-årige kan nu som ejer af den skadede bil på Skagerakvej forvente at blive afhørt til færdselsuheldet på Vandtårnsvej for at få identificeret fører af bilen på tidspunktet for uheldet, hvor fodgængeren blev ramt på benet.