2. december 2024

Foto: Rigspolitiet.

En lastbil og en personbil stødte torsdag morgen kort efter klokken 7.30 sammen på Holbækmotorvejen ved afkørsel 20 Holbæk V

Politi og redningsberedskab blev sendt til stedet, hvor begge køretøjer i nødsporet.

Den 57-årige mandlige lastbilchauffør var sluppet uskadt fra uheldet, men føreren af personbilen var gået fra stedet uden at give sig tilkende overfor lastbilchaufføren.

Personbilen havde kraftige skader på fronten og dens airbags var blevet udløst, og der var lidt blod på disse. Politiet iværksatte derfor en eftersøgning af den mandlige fører af personbilen ud fra en bekymring om, at han kunne have brug for hjælp. Eftersøgningen gav umiddelbart ikke noget resultat, så politiet koncentrerede sig om uheldsstedet.

Lastbilchaufføren forklarede til politiet, at lastbilen var blevet påkørt bagfra af personbilen, hvilket havde givet skader på afskærmningen ved lastbilens venstre baghjul.

Lastbilen var lastet med asfalt, som måtte omlæsses, inden lastbilen kunne flyttes fra motorvejen.

Personbilen blev efterladt på uheldsstedet, men ved 13.00-tiden måtte politi og brandvæsen igen rykke ud til stedet, da der var udbrudt brand i bilen. På trods af brandvæsnets indsats udbrændte bilen.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at finde frem til føreren af personbilen, da han ikke deltog i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.