27. juli 2024

Foto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk

Natten til søndag sigtede politiet en 26-årig mand fra Holbæk Kommune for vold mod politiet.

Kort før klokken tre var politiet tilstede foran et diskotek på Nygade, hvor der var optræk til ballade.

Mens betjentene var i gang med at afhøre de tilstedeværende blandede den 26-årig mand sig. Han åbnede døren til patruljebilen, mens en betjent var i gang med at afhøre, og råbte fornærmende ting til betjenten. Betjentene bad om den 26-åriges navn, men det ønskede han ikke at oplyse. Den 26-årige var spirituspåvirket og trodsig, og flere patruljer kom frem til uroen i nattelivet.

Den 26-årige blev anholdt, men modsatte sig, ifølge politiet, anholdelsen og skubbede betjenten i brystet to gange, så betjentene måtte bruge peberspray for at få ro på den 26-årige, som efterfølgende blev lagt i håndjern og taget med til politistationen. Efter afhøring blev han løsladt, men vil høre nærmere fra politiet i sagen.