26. april 2024

Foto: Thomas Breher / Pixabay.com.

Fjernvarmekunder i Jyderup kan se frem til en lavere varmeregning i 2023. #Jyderup

Fjernvarmekunder i Jyderup kan se frem til en lavere varmeregning i 2023.

Det er faldende naturgaspriser, som nu gør det muligt for Fors A/S, at sænke prisen på fjernvarme i Jyderup betragteligt. Det betyder, at et standardhus skal betale næsten 12.000 kroner mindre for fjernvarme i 2023. Dermed kan kunder med et standardhus kan forvente en fjernvarmeregning på 32.000 kroner i 2023, oplyser Fors A/S.

Fjernvarmen i Jyderup bliver primært produceret af naturgas og da prisen for naturgas er faldet, kan prisen altså sænkes. Fors A/S er drevet ud fra et hvile-i-sig-selv-princip, så indtægter og udgifter skal balancere, og dermed sænker forsyningsselskabet nu også prisen på fjernvarme.

-Det er en rigtig god nyhed, vi kan overbringe vores kunder. Vi arbejder løbende på at sænke prisen på fjernvarme, og at vi nu kan sænke prisen igen med næsten 12.000 kroner er meget positivt. Jeg anerkender, at prisen fortsat er højere, end kunderne har været vant til, men jeg håber, at den betragteligt lavere pris er en håndsrækning til de kunder, der de sidste måneder har været presset af en høj varmeregning, siger kundedirektør i Fors A/S, Rikke Saltoft.

Helt konkret sænker Fors A/S prisen for et standardhus med 11.650 kroner, og den nye pris vil fremgå af den næste regning, kunderne i Jyderup modtager fra Fors A/S.

-Vores vigtigste hensyn er at hjælpe vores kunder, så godt vi overhovedet kan. Vores kunder i Jyderup har været hårdt ramt af stigende naturgaspriser og dermed fjernvarmepriser, men vores budskab har hele tiden været, at vi løbende justerer prisen, når det er muligt, siger Rikke Saltoft og tilføjer:

-Fjernvarmeprisen er fortsat høj, og derfor kan der stadig være kunder, som har brug for hjælp. Derfor er vi som altid klar til at hjælpe med en betalingsordning. Ligesom vi også gerne hjælper med at gøre brug af den nationale indefrysningsordning, hvis det er relevant.

Fors A/S har iværksat en særlig indsats over for de kunder, der har det største potentiale i forhold til afkøling på deres fjernvarmeanlæg. Korrekt afkøling giver nemlig bedre udnyttelse af fjernvarmen og dermed mere energi for pengene.

–Vi har et team af energirådgivere, der står klar til at hjælpe vores kunder med at optimere deres afkøling på deres fjernvarmeanlæg. På den måde kan man udnytte varmen bedre, og det er både godt for kundens energiregning og for klimaet, hvis vi får mest ud af den varme, vi producerer. Vi vil meget gerne i dialog med flere kunder, så man skal ikke tøve med at henvende sig, siger Rikke Saltoft.

Fors A/S har desuden ændret fra acontoafregning til løbende justering af fjernvarmeprisen i Jyderup. Netop for at undgå, at kunderne blev opkrævet for meget. Det kan der dog også være en risiko ved, da gaspriserne fortsat er ustabile. Ved en acontoafregning, der bliver fordelt over året, mærker kunderne ikke på samme måde udsvingene, som når priserne løbende bliver justeret til. Lige nu er naturgasprisen faldende, men den kan også gå den anden vej igen, oplyser Fors A/S.