Holbæk B&I’s Danmarksseriehold fik to vigtige point med hjem, da holdet lørdag besøgte Tårnby FF på Amager.
Tårnby FF’s cheftræner Timos Adraktas var inden lørdagens kamp overbevist om, at hans hold ville vinde over Holbæk – endda med en såkaldt clean sheet. Men sådan gik det ikke.
Kampen var kun lige fløjtet igang, da Malte Sjørslev bragte Holbæk foran 0-1.
Næste scoring kom i 28. minut, da hjemmeholdets Peter Hjulmand udlignede til 1-1 på straffespark.
Det var også Hjulmand, som scorede kampens tredje mål, da han i 59. minut igen effekturede et straffespark og placerede bolden sikkert i Holbæks net til 2-1.
Dermed var hjemmeholdet pludselig foran.
Ti minutter senere lykkedes det dog Holbæk at udligne til 2-2 på mål af Jeppe Lund Petersen.
De to point til den samlede stilling blev sikret, da Jannik Skov Hansen i 86. minut gjorde det til 2-3.
Holbæk indtager nu 3. pladsen i puljen med 29 point. Nr. 2, Brønshøj har 31 point og Karlslunde IF er puljens nr. 1 med 32 point. Med tre kampe tilbage dette efterår er det endnu for tidligt, at afskrive Holbæk en plads i oprykningsspillet til foråret.