26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 92-årig kvinde fra Holbæk by blev torsdag eftermiddag fuppet af en falsk bankmand, der fik hende til at udlevere udlevere både dankort og nogle pengesedler.

Kvinden har forklaret til politiet, at hun ca. kl. 13.00 fik et uventet telefonopkald fra en fremmed mand, som oplyste, at han ringede fra et pengeinstitut. Årsagen til hans opkald var en mistanke om, at den 92-åriges bankkonto var ved at blive misbrugt, så hun blev overtalt til at udlevere sit dankort for at undgå et eventuelt misbrug.

Kort efter dukkede en mand op på hendes bopæl og fik dankortet udleveret, da han også her præsenterede sig som medarbejderen fra banken. Herefter begyndte den falske bankmand at tale om, at nogle af den 92-åriges pengesedler kunne være falske, såfremt de ikke havde de rigtige numre. Det medførte, at den 92-årige udleverede nogle pengesedler til den falske bankmand, der lovede at komme retur nogle ”ægte” penge.

Da den falske bankmand havde forladt hendes bopæl, fik den 92-årige anelse om, at hun var blevet fuppet og fik efterfølgende spærret det udleveret dankort, inden et misbrug var sket.

Politiet har nu optaget rapport om fupnummeret og forsøger at få identificeret den falske bankmand, der blev beskrevet som: mand, 25-30 år, 180 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: T-shirt med motiv og blå cowboybukser.