Det ser nu ud til, at eleverne i Holbæk Kommune kan slippe for at deltage i nationale tests allerede i indeværende skoleår.
Forleden skrev vi, at Undervisningsministeriet afslog at eleverne i Holbæk Kommune kunne fritages for nationale tests, og det selvom Holbæk Kommune om kort tid er en del af frihedsforsøget, hvor kommunen er frisat lovgigningen på folkeskoleområdet.
Men nu har Undervisningsministeriet ombestemt sig, og giver alligevel mulighed for, at lade eleverne slippe for de udskældte tests.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) er glad for Undervisningsministeriets kovending. På sin Facebookside løfter hun sløret for, hvordan eleverne slipper for testen:
– Det bliver på den måde de enkelte skolerne, der skal beslutte, om de vil tage de nationale test eller ej. Jeg bakker skolerne op ligegyldigt hvad de vælger. For mig er vigtigheden her, at det bliver som de mener er bedst. Det er frihed og det tror jeg på.
På et ekstraordinært møde på mandag skal Udvalget for Skole og Børn tage stilling til et enkelt punkt, nemlig, at give skolerne kompetence til at fravige reglerne, når lovforslaget om velfærdsaftaler på dagtilbuds- og skoleområdet vedtages og træder i kraft den 15. maj.
Læs også: Slipper ikke for nationale test