8. maj 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Politiet måtte rykke ud til både Ladegårdsparken og Agervang efter anmeldelse om uro og uorden.

Søndag aften kl. 21.35 fik politiet en anmeldelse om, at op mod 20 unge mænd var forsamlet i Ladegårdsparken Vest og der pludselig var kommet to andre mænd løbende mod gruppen med noget, der mindede om knive.

Politiet sendte et par patruljer til området som kunne konstatere, at alle på nær to mænd på 19 og 26 år fra Holbæk flygtede væk fra området. De to mænd kunne ikke mistænkes for noget ulovligt. Politiet fandt heller ikke nogen efterladte effekter, som kunne minde om knive i området, så politiet forlod kort efter området.

Kl. 22.51 fik politiet en tilsvarende anmeldelse om, at flere personer løb i retning mod Agervang, hvor der var råben og skrigen ved fælleshuset.

Da politiet senere var forbi området, var alle forsvundet fra området, hvor der var stille og roligt.