26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Foto: Rigspolitiet.

En 23-årig mand fra Holbæk risikerer at miste sit kørekort efter en noget usikker – og farlig – kørsel på motorvejen i går.

Færdselspolitiet bemærkede i går ved 11-tiden en lastbil, som kom kørende mod vest ad Holbækmotorvejen ved Roskilde og som pludselig, og uden nogen grund, skiftede vognbane til venstre og herefter hurtigt tilbage i vognbanen længst til højre på vejen

Kort efter fortsatte lastbilen med at køre med det ene hjulpar i en vognbane og det andet hjulpar i en anden vognbane. Disse manøvrer skete over en strækning på ca. 500 meter.

Patruljen kørte op på siden af lastbilen og kunne se, at sad med en mobiltelefon i hånden, som han fokuserede meget på.

Lastbilen blev standset, og chaufføren – en 23-årig mand fra Holbæk – blev sigtet for uberettiget brug af mobiltelefon under kørslen.

På grund af omstændighederne vil politiet ud over en bøde også lægge op til, at chaufføren skal betinget frakendes retten til at føre et køretøj. Hvis han dømmes, vil det betyde en fornyet teori- og køreprøve samt en prøvetid på tre år, hvor han ikke må begå en overtrædelse af færdselsloven, hvor man også kan blive frakendt førerretten betinget eller ubetinget.