12. maj 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

På Kattens Værn har vi fulgt debatten om, hvorvidt Holbæk Kommune igen skal have en indfangningsaftale med Kattens Værn. Vi er glade for, at vore medlemmer og støtter i lokalområdet har kastet sig ind i sagen, og særlig for, at der er lokalpolitikere, der mener, at man ikke bare kan vende ryggen til et så stort dyreværnsproblem.

Kattens Værn er en mere end 80 år gammel organisation, der har indfangningsaftale med ca. halvdelen af landets kommuner, samarbejdsrelationer med Fødevareministeriet, Fødevarerstyrelsen, Landbohøjskolen samt andre myndigheder.

Derfor afstår vi fra at indgå i den offentlige debat, idet vi finder det mest konstruktivt at indgå i en dialog med kommunerne, hvilket vi indtil nu har forsøgt uden virkning.

På det seneste har debatten udviklet sig således, at vi nu må tage til mæle, når man seriøst overvejer at lade folk uden den mindste indsigt begynde at foretage indfangning i ”hjemmelavede fælder”. Alle Kattens Værns medarbejdere er uddannet af vores egen dyrlæge, og arbejder på et dyreværnsmæssigt forsvarligt grundlag. De fangstfælder vi anvender, er udviklet gennem mange år, således kattene ikke kan komme til skade, når de fanges i fælden. Kattens Værn fører konstant tilsyn med de opstillede fælder, og kunne aldrig drømme om, at lade fælde stå en hel nat. Kattens Værn arbejder på et etisk og moralsk grundlag, hvor dyrevelfærden altid sættes i højsæde, uanset om det er en syg eller tilskadekommen kat, der senere skal aflives.

Der nævnes en udgift for Kommunen på kr. 75.000,-. Vi ved ikke, hvordan beløbet fremkommer, selv om det er et faktum, at når man gennem nogle år ikke har haft en indfangningsaftale, vil antallet af katte stige voldsomt, og det er sket i Holbæk.

Jeg skal oplyse, at for Kattens Værn er enhver kommunale aftaler en underskudsforretning, hver eneste kat vi indfanger, koster os mere kr. 500,- til transport og lønninger, dyrlægeomkostninger, fremlysninger og evt. formidling. Det er vi indstillet på, det er fundamentet for vores eksistens, og udgifterne betales af vore medlemmer, fondsmidler, arv og gaver.

Jeg havde gerne set, at kommunen havde inviteret os til et møde, så vi på saglig vis kunne drøfte såvel rammerne som økonomien i en aftale, i stedet for at ende i dette frugtesløse læserbrevskriveri. Men det kan jo nås endnu, og vi kommer naturligvis straks.

Mogens Wilbert
Bestyrelsesformand
Kattens Værn.

1 thought on “Læserbrev: Kattens Værn kommer gerne til møde med kommunen

Comments are closed.