1. maj 2024

I går kort efter klokken 15 modtog politiet en anmeldelse fra en opmærksom cafe-gæst, som undrede sig over adfærden hos nogle udenlandske kvinder, som flere gange havde tømt fyldte poser ind i en parkeret bil på Ahlgade, hvorefter de var gået fra stedet med tomme poser.

Politiet kørte til stedet og fik udpeget den danske bil, hvor der var to mænd i. Der var ingen kvinder til stede, men de kom kort efter retur.

Ved ransagning af bilen fandt politiet flere poser fyldt med tøj med prismærker og enkelte stykker tøj med elektronisk varesikring påsat, men uden diverse boner.

Politiet anholdt med baggrund i anmelderens observationer de to kvindelige asylansøgere på hhv. 14 og 21 år fra Rusland som mistænkte for at have begået butikstyverier. Politiet kunne identificere et af gerningsstederne som en kvindetøjsforretning i Ahlgade, Holbæk, mens det øvrige tøj skal undersøges nærmere for at finde ud af, hvor tøjet er stjålet fra.

Den 21-årige blev sigtet for tyveri af tøj til en samlet værdi af ca. 8200 kr. sammen med den 14-årige. Hun kunne ikke sigtes for noget, idet hun er under den kriminelle lavalder på 15 år, og blev derfor ”løsladt” efter afhøring til sagen.

De sociale myndigheder blev underrettet om sagen mod den 14-årige.

Den 21-årige er onsdag morgen fortsat i politiets varetægt, idet politiets jurister vil se nærmere på sagen og vurdere, om der er grundlag for fremstilling i grundlovsforhør.