19. maj 2024

En 53-årig kvinde fra Slagelse blev tirsdag morgen indlagt på sygehuset med kvæstelser, efter et færdselsuheld på Have Borupvej ved St. Merløse.

Ulykken skete kort før klokken 07.30 da kvinden kom kørende i en personbil ad Kildegårdsvej mod øst og uden at overholde sin vigepligt, kørte ud på Have Borupvej. Her blev hun påkørt af en lastbil i højre side.

Begge køretøjer havnede ude på en mark som følge af sammenstødet. Redningsmandskabet fik frigjort den 53-årige kvinde og hun blev bragt til skadestuen hvorfra hun blev overført til sygehuset på grund af de kvæstelser, hun havde fået ved uheldet.

Lastbilchaufføren – en 33-årig mand fra Sorø – var sluppet uskadt fra uheldet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.