23. april 2024

Borgmester Søren Kjærsgaard hjalp børnene med at hejse "Det Grønne Flag". Foto: Holbæk Kommune.

Borgmester Søren Kjærsgaard hjalp børnene med at hejse "Det Grønne Flag". Foto: Holbæk Kommune.
Borgmester Søren Kjærsgaard hjalp børnene med at hejse “Det Grønne Flag”. Foto: Holbæk Kommune.
Hagested Børnehus har fået Friluftsrådets grønne stempel for at have arbejdet med at få integreret naturen som en naturlig del af hverdagen.

Med stemplet kommer også retten til at hejse “Det grønne Flag”, og det kunne Hagested Børnehus hejse i går.

– Vi har arbejdet 2 år på at nå hertil, så derfor er det en stor dag for os, at vi i dag har kunnet få Det Grønne Flag, fortæller Karoline Slot fra Hagested Børnehus og fortsætter:

– Igennem de to år har vi oplevet en stor forandring her i børnehuset. Inden beslutningen var vi rigtig meget inde, og vi havde svært ved at få børnene ud.

– Det er helt anderledes nu. I dag vil børnene meget gerne ud, der er højt til loftet, og det er næsten uanset, hvordan vejret er.

"Det Grønne Flag" i toppen af flagstangen ved Hagested Børnehus. Foto: Holbæk Kommune.
“Det Grønne Flag” i toppen af flagstangen ved Hagested Børnehus. Foto: Holbæk Kommune.

– Børnene har fået et andet energiniveau, er mere glade, og så kan vi rent faktisk se, at antallet af børnenes sygedage er faldet mærkbart, fortæller Karoline Slot fra Hagested Børnehus.

Nysgerrige og opmærksomme
Hverdagen byder blandt andet på læringsmål, der tager udgangspunkt i naturen. Det gælder om at gøre børnene nysgerrige og opmærksomme på naturens ressourcer og skrøbelighed. Børnene lærer hvorfor og hvordan man passer på naturen.

– Vi har fx haft et tema om ’vand’, hvor det gjaldt om at tænke på, hvor vi bruger vand i hverdagen her i børnehuset, hvor det kommer fra, hvordan vi passer på det osv.

– Det gælder om at lære børnene at udvise omsorg for naturen, dyr og planter, og derfor har vi også arbejdet meget med affald og været på ture for at indsamle affald, fortæller Karoline Slot.

Borgmester Søren Kjærsgaard stod sammen med børnene for at hejse det synlige bevis på Friluftsrådets grønne stempel.

– Hagested Børnehus har lagt et stort, fremadrettet arbejde i at inddrage naturen i langt højere grad i dagtilbuddets hverdag. Med hjælp fra et meget engageret forældreråd er tanken om miljøbevidsthed og genbrug blevet tænkt ind i børnehusets indretning i form af genbrugsmøbler og træ. Samtidig er der stort fokus på at give børnene oplevelser i naturen, som udfordrer dem på deres sanser og motorik, og som styrker dem i deres læring, sagde Søren Kjærsgaard, inden flaget med hjælp fra børnene strøg til tops.

Fakta:
– Grønne Spirer er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for børneinstitutioner. Med ordningen ønskes det at støtte og synliggøre institutionernes arbejde for en grønnere hverdag.

– I Grønne Spirer er der fokus på udeliv, natur og miljø samt en grøn og sund hverdagskultur i institutionerne. Indtil videre har 160 institutioner over hele landet modtaget Det Grønne Flag.