18. maj 2024

Holbaekonline.dk har modtaget nedestående læserbrev:

Den nuværende gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Holbæk Finn Martensen citeres i et stort anlagt interview bragt i Nordvestnyt lørdag den 3. januar 2015 for følgende: ”Derudover har det været et højdepunkt, at S er gået fra tidligere at være et parti, der har siddet nede på bagerste række og råb og skreget…”

En usædvanlig kold og vel også en kynisk efterrationalisering, hvor der i den grad lægges afstand til det arbejde og den politik, som S-gruppen igennem de første otte år af storkommunens levetid har stået for.

S-gruppen har under ledelse af Carsten Fink og siden Sine Agerholm stået for en politik, hvor vi (jeg har selv været en stolt del af den førte S-politik) ønskede at udvikle Holbæk Kommune til en kommune, hvor det solidariske fællesskab skulle være overliggeren. -Modsat de borgerlige, hvor økonomi altid spiller en alt afgørende og overskyggende rolle.

Vi forsøgte endvidere med en politik, hvor besparelser og nedskæringer ikke blev ”dagens ret”. Dette er desværre ikke ”slået igennem”, og vi ser nu på tiende år, at denne ret stadig er på menukortet.

Socialdemokraterne har ved samtlige kommunalvalg fået en gedigen stemmemæssig opbakning til den førte politik. Så noget må de daværende S-grupper vel have gjort rigtigt ??

Med venlig hilsen

Steen Klink tidligere S – nu løsgænger
Holbæk Byråd