2. maj 2024

Et Stop-skilt betyder STOP! – og hvis man ikke gør det, så kommer politiet efter en. Det har flere bilister lært på “den hårde måde”.

I krydset Roskildevej-Omfartsvejen mellem Holbæk og Vipperød er der på Omfartsvejen opsat et ottekantet stop-skilt – populært kaldet “fuldt stop”. Det betyder, at man som bilist skal stoppe helt op, inden man kører ud på Roskildevej. Det er ikke nok blot, at sænke farten når man kører hen til stoplinjen og så fortsætte ud på Roskildevej uden at stoppe helt op først.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser fredag på det sociale medie Twitter, at 26 bilister er blevet noteret for ikke at stoppe op i krydset Roskildevej-Omfartsvejen mellem Holbæk og Vipperød.

At de ikke stoppede, selvom færdselstavlen påbød det koster hver af dem en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet.