6. maj 2024

En tilsynsrapport kritiserer Bo- og Støttecenter Tornhøj og det får nu Holbæk Kommune til at skærpe sin handleplan for Tornhøj.

Det er Socialtilsyn Hovedstaden, der fører tilsyn med opholds- og bosteder i Holbæk Kommune og tilsynet var i august på tilsynsbesøg på Bo- og Støttecenter Tornhøj.

Tilsynsrapporten er nu kommet, og den viser, at socialtilsynet som ventet har fundet kritiske forhold og vil sætte Tornhøj under skærpet tilsyn gennem de næste tre måneder.

Hen over sommeren har Holbæk Kommune kulegravet forholdene på Tornhøj efter kritik fra pårørende og
tidligere ansatte. Det førte til en omfattende handleplan, der blev vedtaget en uge inden, Socialtilsynet
gennemgik forholdene på Tornhøj.

Handleplanen fokuserer på at få styr på blandt andet kompetencer, målgruppe og kommunikation på
Tornhøj. De fleste af de kritiske punkter i socialtilsynets rapport er indeholdt i handleplanen – men den er
nu i gang med at blive yderligere skærpet:

– Vi har hele tiden været klar over, at socialtilsynet ville få øje på nogle af de samme problemer, som
vores egen undersøgelse også afdækkede. Men det er godt at få de kritiske øjne på udefra, og vi vil
bruge det skærpede tilsyn som en rigtig god mulighed for at kvalificere processen gennem sparring med
Socialtilsynet. Vores handleplan skal blive endnu mere præcis og målrettet – til gavn for beboere,
pårørende og arbejdsklima på Tornhøj, siger direktør for området Kenn Thomsen.

Han tilføjer, at Holbæk Kommune har hyret et konsulentfirma, som skal hjælpe Tornhøjs ledelse med at
skabe den nødvendige kulturændring:

– En ændring af kulturen på stedet er det allervigtigste og måske også det allermest komplicerede i den genopretningsproces, som vi står midt i, slutter Kenn Thomsen.