2. maj 2024

Fra 12. september er det andre vognmænd, som skal overtage kørslen efter Handicapbefordring A/S. Det sker efter Holbæk Kommune og Movia har valgt at stoppe samarbejdet med det udskældte firma.

Godt 60 forældre og pårørende var fredag aften mødt frem til et orienteringsmøde, som Holbæk Kommune afholdt ovenpå den seneste tids problemer med kørslen. De fremmødte var både vrede og frustreret over de uacceptable hændelser, der har været med kørslen, siden Handicapbefordring A/S (HB) 1. august overtog kørslen på handicapområdet.

De mange episoder med mangelfuld kørsel har skabt stor utryghed for både børn og forældre. Holbæk Kommune og Movia kunne på mødet fortælle, at de har taget konsekvensen af den uacceptable kørsel og har besluttet at stoppe samarbejdet med Handicapbefordring A/S. Fra den 12. september overtager andre vognmænd derfor kørslen af børn/brugere til skoler, institutioner mv. i Holbæk Kommune. Helt konkret skal tre vognmænd stå for kørslen til alle enhederne, undtagen Ladegårdsskolen. Navnene på nye leverandører er Asnæs Taxi, Hafnia Rejser og VBT.

Når det gælder kørslen til og fra Ladegårdsskolen, vil Holbæk Kommune på mandag sætte sig sammen med de vognmænd, der forhandles med, sammen med Ladegårdsskolens ledelse og bestyrelse i et forsøg på at finde den rigtige løsning.

I kommunen har mand fuld forståelse for, at forældre til børn på Ladegårdsskolen var ærgerlige over, at de til fredagens møde ikke kunne få klar besked om, hvem der fremover skal køre netop deres barn til og fra skole:

– Ladegårdsskolen er den af de berørte enheder, der har flest brugere og derfor er kørselsopgaven også det større. Vi er i meget tæt kontakt mulige operatør, men vil også have skolen med ved bordet for at skabe den bedste løsning. Vi forventer at kunne give forældrene besked i begyndelsen af næste uge, siger Erik Kjærgaard Andersen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Tiden frem til den 12. september
Handicapbefordring A/S vil varetage kørslen til og med den 11. september. På den måde har de nye vognmænd lejlighed til at planlægge rute- og køreplan.

Holbæk Kommune, Movia og de nye operatører vil arbejde tæt sammen for at sikre, at kørslen nu sker så problemfrit som muligt. Men da al begyndelse kan være svær, er det vigtigt at være forberedt på, at de første to uger netop er at betragte som indkøring og, at der her kan være ting, som ikke går helt som planlagt.

– Vi er klar over, at både elever, brugere og pårørende har været i en meget svær situation. Derfor holder Movia, institutionerne og de nye vognmænd på mandag en række møder, hvor spillereglerne og de særlige forhold gennemgås, siger Per Gellert, centerchef i Movia.

– Vi har allerede bedt de berørte om alt for meget i den her sag. Og nu beder vi dem om lidt mere. Til gengæld er vi nu på vej mod en normalisering af hverdagen for både brugere og pårørende. Det har de fortjent, siger Erik Kjærgaard Andersen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Der vil i den kommende tid blive inviteret til møde for pårørende, institutioner og de nye vognmænd.