7. maj 2024

Resultaterne fra den første del af kommunens interne undersøgelse af Bostedet Tornhøj, peger blandt andet på, at kommunen kan blive bedre til sin interne kommunikation.

Efter meget kritik af bostedet Tornhøj i pressen – især på den regionale tv-station TV2/Øst – satte Holbæk Kommune i sidste uge gang i en intern gennemgang, som skal sfdække arbejdsmetoderne og procedurerne på bostedet, der ligger i Jyderup.

– Ud fra de første resultater kan vi se, at vi skal have større ledelsesmæssigt fokus på en række ting. Det er især intern kommunikation og den faglige balance i forhold til de målgrupper, som vi har. Der er desuden også brug for mere specialviden i takt med, at målgrupperne ændrer sig, fortæller direktør Kenn Thomsen fra Holbæk Kommune.

– Vi har mange beboere med særlige behov, og derfor skal vi også blive mere og mere professionelle i vores interne kommunikation. Så det er et par af de ting, som vi nu graver dybere i, fortæller Kenn Thomsen, der dog har svært ved at give konkrete eksempler, før man er kommet dybere ned i undersøgelsen.

– Vi er dog på vej til at få et mere klart billede, fortæller Kenn Thomsen.

Kommunen fortsætter den interne undersøgelse, som forventes færdig i midten af august. I næste uge er pårørende, tidligere og nuværende medarbejdere desuden indbudt til fokusgruppeinterviews. De er inviteret for at bidrage til en anden undersøgelse, som kommunen ønsker at foretage.

Ved fokusgruppeinterviewsene får deltagerne mulighed for at fortælle om erfaringer og give udtryk for deres holdninger.

– Vi ønsker så åben en dialog som muligt og at få alle fakta på bordet. Det er sommerferie, så det kan godt blive svært at få fat i folk, men vi prøver alt, hvad vi kan – og ellers må det blive efter ferien, siger Kenn Thomsen.

Det er eksterne konsulenter, som skal stå for undersøgelsen og alle udtalelser vil blive anonymiseret.