20. maj 2024

Mandag aften klokken 19 fik politiet en henvendelse fra en 56-årig mand fra Holbæk, som fortalte at hans bil var blevet stjålet.

Han havde haft bilen til salg på nettet, da to interesserede købere fra Odense henvendte sig sammen og kom til fods. De forklarede, at en kammerat havde kørt dem, og han var kørt igen, fordi han var sulten. Den ene køber fik lov til at køre en prøvetur i bilen, medens den anden blev hos sælgeren. Manden på prøveturen ringede pludselig og fortalte, at der var problemer med bilen, så da sælgeren ville køre ud for at hjælpe, stak den anden mulige køber af til fods i ukendt retning.

De to mænd blev beskrevet som: A: mand, anden etnisk oprindelse end dansk, 20-25 år, almindelig af bygning, sort hår – langt i toppen og kort på siden;

B: mand, anden etnisk oprindelse end dansk, 20-25 år, almindelig af bygning, sort kort hår. Begge talte dansk og blev ikke fundet af politiet ved eftersøgning i området efter både dem og den stjålne bil – en mellemblå VW Polo, reg.nr. CG37000.

Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til biltyvene.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket en af de to mænd eller bilen i området. politiet kan kontaktes på tlf. 114.