1. maj 2024

Der er vinterpause i 2. Divsion, og så er det perfekt tidspunkt til at kigge nærmere på hvordan det går vores lokale hold i Danmarks 3. bedste fodboldrække, Nordvest FC.

Holdet kom godt fra start i sæsonen med en 1-3 sejr, da Nordvest FC besøgte Vanløse IF i sæsonens første kamp. Ugen efter tog NVFC imod FC Helsingør og den kamp endte uafgjort 1-1. Og så gik det ellers med sejre, nedlerlag og uafgjorte kampe til efterårssæsonens sidste kamp , der blev spillet i starten af november og endte med en 1-2 sejr til gæsterne fra B1908.

Nordvest FC har efter de første 15 runder vundet 5 kampe, spillet 5 uafgjort og tabt 5 og det indbringer en hæderlig 7. plads – altså midt i feltet, mens naboerne fra Svebølle BK ligger på 13. pladsen lige over nedrykningsstregen.

Selvom holdet har scoret imponerende 29 mål i sine 15 kampe – det er næsten to pr. kamp, så er der også for mange bolde, som er gået ind i eget mål – nemlig hele 27.

Til sammenligning, så har rækkens absolutte tophold, FC Roskilde vundet 12, spillet 2 uafgjort og tabt en enkelt kamp og har en målscore på 45-14.

Angriber Martin Koch er også i denne sæson at finde på 2. divisions østs topscorerliste hos DBU med 8 mål. Det indbringer ham en syvende plads her i vinterpausen.

Landspokalen
Nordvest FC klarede sig også helt fint i Landspokalen, hvor holdet endte med at ryge ud efter 4. runde på et 0-4 nederlag på hjemmebane til 1. divisionsklubben AC Horsens.

Holdet bød på underholdende fodbold i Landspokalen, som f.eks. i slutningen af august, da Avarta blev tværet ud på Espelundens Idrætsanlæg med en 0-4 sejr til Nordvest FC på mål af Ricki Olsen og Kristoffer Dirksen.

Fremtiden
Mens Holbæk B&I forsøger at skaffe penge til at dække underskuddet på knapt en million kroner, så må holdet forsøge at holde hovedet koldt og bruge vinterpausen på at forberede sig til forårssæsonen.

Og der er lidt at se til og det indrømmer topscorer Martin Koch overfor fodboldsitet Bold.dk:

– Jeg synes egentlig, vi har spillet godt, men vi har slet ikke fået det optimale ud af det. Mange kampe har vi ført, men så har vi ikke formået at lukke kampene, og så er det flere gange gået sådan, at vi har mistet et eller tre point. Vi har både manglet skarphed, men også lukket alt for mange mål ind, siger han til bold.dk.

– Organisatorisk synes jeg egentlig, vi generelt står godt på banen, så jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor vi lukker så mange mål ind, siger Martin Koch, der også fortæller til bold.dk, at Nordvest FC nu vil spille for at komme i top fem.

Første kamp i foråret spilles søndag d. 30. marts kl. 13.30 på Holbæk Stadion.