Torsdag aften blev de lokale idrætstalenter hædret med reception på Elværket i Holbæk.
Ikke mindre end 118 idrætsudøvere fra 18 foreninger blev fejret ved “Årets Mestre” for deres særlige præstationer i året, der er gået.
– I er alle fantastiske repræsentanter for såvel jeres klub, men også hver især, som ambassadører for jeres sportsgrene – såvel som vores kommune, sagde borgmester Søren Kjærsgaard til de hædrede talenter.
Det var i år tredje gang, at ’Årets Mestre’ blev afholdt. En anledning, hvor Holbæk Kommune ønsker tillykke til de talentfulde idrætsudøvere, som har opnået særligt flotte resultater, inden for netop deres sportsgren.
Borgmester Søren Kjærsgaared og formanden for Kultur og Fritid, Emrah Tuncer, overrakte et telegram og en gave til hver enkelt idrætsudøver.
Under receptionen blev der serveret glögg og æbleskiver og der var smagsprøver på nogle af de mindre sportsgrene, som bl.a. ketsjersporten racketlon og mini-bordtennis. Undervejs sørgede Holbæk Musikskole for god stemning, da de underholdte med flere musikalske indslag.
Fakta om Årets Mestre:
For at blive inviteret til receptionen:
– skal man som individuel idrætsudøver enten have et landsmesterskab inden for DGI eller danmarksmesterskab inden for DIF.
– skal man som hold (på minimum 6 udøvere) mindst have opnået et sjællandsmesterskab.