I Børnehuset Holbæk Have har man helt bandlyst svinekød. Men sådan er det ikke i andre af kommunen daginstitutioner.
Holbaekonline.dk har efter Ekstra Bladets artikel i går, gennemgået samtlige kostplaner og kostpolitiker for kommunens daginstitutioner, og de viser, at det kun er i Holbæk Have, at man helt har fravalgt svinekød.
Kostplanerne og kostpolitikerne er fundet på de enkelte institutionernes hjemmeside og langt de fleste handler mest om sukker, kage, sund kost og økologi. Kun enkelte kostplaner har formuleringer omkring hensyn til allergi og religion.
Madordning
I Holbæk Kommune har forældrene mulighed for at tilmelde en institution til madordning samlet, og derfor er der en del institutioner som har en madordning. Blandt dem er Sølyst i Jyderup, Undløse Børnehus i Undløse, Kirsebærhaven i Knabstrup, Kundby Børnehus i Kundby, der får leveret maden fra ‘Fru Hansens Kælder’.
Hos Fru Hansens Kælder kan man læse at, “Der er svinekød i et par af de varme retter, ligeledes vil der være enkelte svinekødsprodukter at finde på smørselv-dagene.
Det vil dog altid være muligt for den enkelte institution at vælge en anden varm ret, ligesom der på smørselv-dagene, altid er mange forskellige ting, børnene kan vælge imellem”.
Hos Kirsebærhaven, som får mad fra Fru Hansens Kælder, har man gjort det tydeligt ved på sin hjemmeside at skrive: “I vuggestuen bliver der serveret varm mad. Maden er meget varieret og kan bestå af alt lige fra fisk, indmad, kylling, oksekød og svinekød med kartofler eller ris. Der bliver altid serveret grønt til alle retter og vi får vand til maden.”
Andre institutioner laver selv maden, det gælder bl.a. Dragebakken i Holbæk, men det fremgår ikke af institutionens hjemmeside, om der serveres svinekød eller ej, men der henvises til, at kostpolitiken er under revidering.
I Børnehuset Holbæk Have bliver maden også tilberedt i institutionen og her står der i kostpolitiken: “Vi serverer ikke svinekød, men bruger okse, kalv, fisk og kylling.”
I Eventyrlunden i Holbæk har man, ifølge hjemmesiden, sin egen kok ansat til at lave mad til vuggestuebørnene. Men heller ikke her fremgår det hvad der serveres. Ej heller på Hagested Børnehus’ hjemmeside, kan man læse hvad der serveres.
Egne madpakker
Hos Munkevænget i Holbæk, skal børnene selv medbringe madpakker. På hjemmesiden henvises der til en gammel kostpolitik fra det nu nedlagte Distrikt Øst og den siger: “Religiøse hensyn: Forældrerådet henstiller også her til dialog med forældrene. Børnehuset tager hensyn i det omfang, det kan lade sig gøre uden at det bliver problematisk”. Munkevænget hører i dag til distriktet Sofienlund, der ikke har nogen kostpolitik liggende på sin hjemmeside.
Også hos Mariendal i Jyderup skal børnene medbringe madpakker. Men i institutioens ‘måltidspolitik’ har man i forbindelse med smør-selv dage valgt at præcisere: “Når vi tilbereder og serverer mad, tager vi højde for, at nogen børn ikke må spise svinekød, ligesom vi tager hensyn til børn med allergi”.
Hos Børnehuset Slotsparken i Holbæk skal børnene også selv medbringe madpakker. Alligevel har man valgt at skrive “vi respekterer forskellige kulturelle baggrunde” i sin kostpolitik.
Men hos størstedelen af de institutioner hvor børnene selv skal medbringe madpakke, nævnes der ingen særlige hensyn om allergi eller religion i kostpolitiken, hvis der er en på institutionens hjemmside. Det gælder bl.a. Børnehuset Orø, Elverbo i Svinninge, Frydendal i Mørkøv, Kernehuset i Tølløse og Spirekassen i Regstrup.
Dagtilbudsdistrikternes kostpolitik
Samtlige dagtilbud er tilknyttet et dagtilbudsdistrikt. Kun et ud af kommunens syv dagtilbudsdistrikter har lagt en kostpolitik på sin hjemmeside. Hverken Katrinedal, Engskov, Tuse Næs, Kildevangen, Isefjord, Sofienlund eller Elverdam har en kostpolitik tilgengængelig på internttet.
Kun Dagtilbudsdistrik Tornved har en kostpolitik, som kan læses på internettet, og om det at tage hensyn står der: “Vi tager hensyn til børn, der af religiøse hensyn ikke må spise bestemte fødevarer. Forældrene kan selv blive bedt om at medbringe særlige madvarer.”
Det er altså kun i Holbæk Have, man direkte i sin kostpolitik skriver, at man ikke vil servere svinekød. Andre steder har man enten ingen formuleringer omkring allergi og religion, eller også har man en formulering om, at der i et eller andet omfang “tages hensyn”.