I onsdag holdt Ædre Sagen og Holbæk Kommune en fælles temadag om opblomstring af livet på kommunens plejecentre – og snakken gik lystigt blandt frivillige, pårørende, medarbejdere og andre interesserede.
Omkring 70 deltagere var mødt frem på Elværket i Holbæk for at få inspiration og give deres mening til kende og konsulent og Reiki-healer Vibeke Drevsen Bach gav de fremmødte et inspirationsoplæg om et værdigt og indholdsrigt liv for plejecenterbeboere. Vibeke Drevsen Bach har tidligere undervist personalet på Holbæk Kommunes plejecentre.
Vilje og vej
Efter oplægget var der arbejde i workshops. Her fik deltagerne mulighed for at diskutere emnet i mindre grupper og senere fremlægge de bedste idéer og betragtninger for hinanden. Elværkets store sal summede af snak og gode idéer.
– Vi er utrolig glade for det fine fremmøde og for alle de gode idéer, folk har bragt med sig, siger Christina Hvalsø Hansen, der er frivillighedskoordinator på ældreområdet i Holbæk Kommune.
– Dagen er gået over al forventning. Engagementet i dag viser, at der både blandt personalet, de pårørende og de frivillige er en interesse for og en vilje til i fællesskab at prøve at skabe endnu mere glæde og liv for beboerne på kommunens plejecentre. Arbejdet rummer slevfølgelig også nogle udfordringer, men dagen viser også, at udfordringerne kan løses, når man har et fælles mål og en tæt dialog, siger hun.
Temamødet var startskuddet på et tæt samarbejde mellem Holbæk Kommune og Ældre Sagens, som vil fortsætte herfra med forskellige aktiviteter og initiativer.