22. november 2024

I lokalområderne og landsbyerne i kommunen er der en udbredt bekymring for fremtiden og for om de kommer til at ligge ‘døde’ hen.

Det har fået Holbæk Kommune til at indkalde til borgermøde lørdag den 2. februar om levende lokalområder og muligheden for selv at gøre en forskel.

Borgermødet er for alle i Holbæk Kommune, og gæsterne kan se frem til en lørdag med inspiration fra aktive lokalområder, debat om udviklingen og ikke mindst konkrete tips og idéer til at sætte nye aktiviteter i gang.

Mødet er åbent for alle borgere i kommunen og her vil der blive mulighed for at få inspiration fra aktive lokalområder, deltage i debat om udviklingen og få konkrete tips og idéer til at sætte nye aktiviteter i gang.

På mødet, der holdes i kommunens lokaler på havnen, deltager blandt andre drivkræfterne bag initiativerne ”Møn Nu” og ”Hejlsminde Landsby”. Politikere fra byrådet lægger også vejen forbi og deltager i paneldebatter om lokaldemokrati og mulighederne for at holde liv og lyst i de små lokalsamfund.

Dagens tovholder, Julie Becher understreger, at mødet er for alle og håber, at mange vil kigge forbi:

– Alle er velkomne, både de erfarne ildsjæle og dem, der gerne vil høre mere om, hvordan man gør en forskel lokalt. Vi har planlagt det sådan, at man selv kan vælge, om man bare vil lytte, eller om man vil deltage aktivt ved at spørge ind og debattere, forklarer hun.

Medarbejdere fra Holbæk Kommune vil også være til stede og give tips til ansøgninger om penge, PR, rekruttering og meget andet.

– Hvis nogen går med en god idé, men har svært ved at komme videre, er der rig mulighed for at få hjælp til de næste skridt. Vi er klar på at give input til det meste, lige fra fodboldkampe for byens unge til blomsterkummer på torvet eller hjælp til børnefamilier. Så vi håber virkelig, at mange vil benytte sig af vores workshops, siger Julie Becher.

Det er gratis at deltage til mødet, der foregår fra kl. 10.00-14.00. Holbæk Kommune giver frokosten. Tilmelding er nødvendig og skal ske til Dorthe Jensen på telefon 72 36 73 24, senest den 28. januar.