Kommunen inviterer veteraner til reception på flagdagen

Denne artikel er publiceret den 18. august 2011 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

I anledning af den officielle flagdag for danske udsendte den 5. september inviterer Holbæk kommune tidligere udsendte til reception i byrådssalen.

Holbæk Kommune vælger i år at gøre noget særligt ud af den officielle danske flagdag for tidligere udsendte. Det sker ved at afholde en reception i byrådssalen i det gamle rådhus i Holbæk.

Alle tidligere udsendte: Veteraner, soldater, redningsfolk, politifolk, sundhedspersonale, udenrigsministeriets personel med flere er yderst velkomne til receptionen, hvor en række byrådspolitikere fra Holbæk, heriblandt Borgmester Søren Kjærsgaard, også vil deltage.

Utroligt vigtigt at vise respekt
For Holbæk Kommune er det en hel klar prioritet at gøre noget ekstra ud af at markere flagdagen.

– I vores kommune bor der mange, som har været udsendt på missioner til internationale brændpunkter. De har gjort en helt ekstraordinær indsats, som fortjener vores anerkendelse og respekt, siger borgmester Søren Kjærsgaard.

Det er tredje gang, at Danmark kan hejse flaget på flagdagen siden dagen blev indført og markeret første gang i 2009. Med årene er dagen blevet en større og større mærkedag, der landet rundt fejres med masser dannebrog og nu også, som i Holbæk, med helt særlige arrangementer for de tidligere udsendte.

Tid og sted
Holbæk Kommune ser frem til at tage imod de mange tidligere udsendte og for at sikre et godt gennemført arrangement, bedes alle forhåndstilmelde sig på tlf.: 72 36 80 89 eller på mail: jh@holb.dk.

Arrangementet afholdes i Byrådssalen, “Det Gamle Rådhus”, Rådhusvej 1, 1. sal, Holbæk, den 5. september 2011 kl. 15.00 – 16.00

Leave a Reply