Fuldt fortjent: Holbækspiller optaget i fodboldens Hall of Fame

Den tidligere Holbæk spiller Susanne Augustesen er blevet optaget i fodboldens Hall of Fame. Og ikke et sekundt for tidligt – vil nogen, ligesom undertegnede, nok mene.

Susanne Augustesen spillede for Holbæk i starten af 1970’erne. Herefter gik turen til Italien, hvor hun i mere end 20 år spillede professionel fodbold for hold som Bologna, Lazio og Trani.

I 1971 – blot 15 år gammel – var Susanne ‘Susy’ Agustesen med på det danske landshold, ved det uofficielle VM. I finalen scorede hun hattrick mod Mexico foran 110.000 tilskuere.

Selvom hun havde bået en gloværdig udenlandsk karriere og havde sat mexicanerne på plads ved det uofficielle VM, så blev Holbækkeren aldrig indkaldt til at spille for landsholdet efter DBU overtog organiseringen i 1972.

I sin tid i Italien opnåede Susanne Augustesen otte mesterskaber og to italienske pokaltitler. Hun scorede mere end 600 mål og blev topscorer i ligaen otte gange.

Da fodbolddanmark festede og fejrede sig selv i Horsens mandag aften blev Susanne Augustesen optaget i Hall of Fame sammen med en anden stor dansk kvindelig fodboldspiller Lone Smidt Nielsen. Det burde de to måske nok have været for længst, og her kan man godt få den lille tanke, at det skete i år, i forlængelse med DBUs beslutning om, at gøre noget for kvindefodbolden.

Herfra sportsredaktionen skal der lyde et stort og velfortjent tillykke til Susanne!

Skriv et svar