Ny asfalt på Orø: Er det for Dronningens skyld?

Nørrestængevej helt ud til Orø Strand har lige fået ny asfaltbelægning. Foto: Jesper von Staffeldt.
Nørrestængevej – Orøs næstlængste vej – har lige fået en stor overhaling i form af ny asfalt. Spørgsmålet er, om det er en tilfældighed at det sker liget netop nu.

Mange Orø-borgere har undret sig over renoveringen af vejen kommer nu, og ikke tidligere. For den har længe været i mindre god stand. Og tanken om, at regentbesøget den 3. juni kan have haft indflydelse på tidspunktet, har også strejfet mangen en Orø-borger, for Regentparret skal besøge Orø Strand, der netop ligger for enden af Nørrestængevej.

Holbaekonline.dk har derfor spurgt formanden for Klima og Miljøudvalget John Harpøth om det tidspunktet er særlig valgt, eller om det er en tilfældighed at asfalteringen af Nørrestængevej er sket netop nu. Formanden siger, at det er en tilfældighed og at det ikke er kommunen der bestemmer tidspunktet for vejarbejdet. Vejvedligeholdelsen er udliciteret til den private virksomhed Colas, der går vejene igennem og giver dem point efter deres beskaffenhed.

– Jeg talte med ham som står for området forleden dag, om at bytte et vejstykke ud med en andet. Colas slår sig i tøjret og vil selv bestemme, de har de også mulighed for ifølge kontrakten. Efter kontrakten udløb skal vejene vær i samme stand som da de overtog dem. Jeg håber da at de veje de giver ny belægning trænger voldsomt, siger John Harpøth til Holbaekonline.dk.

Så det ser altså ud til, at det er helt tilfældigt, at vejen er fin og uden huller, når regentparret aflægger visit på Isefjordens Perle i starten af juni.

Skriv et svar