26. april 2024

Holbæk Kommune undersøger netop nu de unges brug af og ønsker til aktiviteter i fritiden.

Samtlige unge i 5.-10. klasse bliver i disse dage bedt om at svare på en række spørgsmål om deres fritidsinteresser, og svarene skal gøre Holbæk Kommune klogere på de unges brug af sports- og fritidstilbud. Undersøgelsen stiller skarpt på både behov, ønsker og barrierer for deltagelse.

Kultur- og fritidschef, Brian Worm Ahlquist, forklarer, at baggrunden for undersøgelsen er et ønske om at give de unge de bedste muligheder for at udfolde sig:

– Når kriminalitet og hærværk er på dagsordenen, nævnes det ofte, at unge i bestemte områder ikke har tilstrækkelige fritidstilbud. Samtidig viser vores erfaringer, at gode fritidsudbud virker positivt ind på unges trivsel og udvikling. Derfor er det helt oplagt at undersøge, om der er noget, vi kan gøre bedre.

Videnskabelig fundering
Undersøgelsen omfatter unges brug og fravalg af sports- og fritidstilbud i bred forstand, og analyseinstituttet CASA vil følge undersøgelsen hele vejen igennem. CASA vil blandt andet gennemføre interviews med udvalgte unge, mens Holbæk Kommune sørger for, at alle elever i målgruppen blive bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema i skoletiden.

Undersøgelsen er finansieret af Holbæk Kommune.

Resultaterne bruges aktivt
– Med undersøgelsen vil vi få et langt bedre indblik i, om de forskellige grupper af unge har tilstrækkelige muligheder for udfoldelse og udvikling i de eksisterende aktivitetstilbud. Dermed kan den bidrage til, at vi får mulighed for at forbedre indsatsen over for unge og samtidig forhåbentlig formindske omfanget af problemer og kriminalitet, forklarer kultur- og fritidschefen.

Undersøgelsen resulterer i en analyse af hvilke mønstre for udbud og efterspørgsel af fritidstilbud, der tegnes i kommunen og forskellige områder. Analysen vil også vise hvordan man sikrer, at tilbuddene målrettes børn og unge og hvilke indsatser der kan være med til at overvinde barriererne for anvendelsen af de eksisterende tilbud.

Den færdige analyse vil ligge klar til juni.

1 thought on “Kommunen undersøger unges fritidsinteresser

  1. hej, vi er i gang med at hjælpe Sidesporet i Holbæk med at få flere unge til. og jeg kunne godt tænke mig at vide resultatet af denne undersøgelse.
    Mvh Anne-Mette Thomsen

Comments are closed.