Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen kommenterer ondsag aften på facebook TV2-dokumentaren Den sorte svane, der bl.a. afdækker hvordan der er blevet snydt med farligt byggeaffald og jord i vores kommune.
-Det er en rystende dokumentar, der handler om, hvordan den kriminelle underverden arbejder sammen med den kriminelle oververden om at begå kriminalitet, svindel og bedrag af det almindelige samfund og af helt almindelige mennesker, skriver borgmesteren og fortsætter:
-Det gør mig vred at se – og vreden blev kun større, da jeg opdagede, at de kyniske kriminelles handlinger også var foregået to steder i Holbæk Kommune.
Det drejer sig om nedrivningen af en tidligere sprogskole på Lundemarksvej i Holbæk, hvor den rapport kommunen har modtaget tilsyneladende er fusket med.
Og derudover en ulovlig jordpåkørsel. Sidstnævnte nævnes ikke direkte i dokumentaren, men det handler ifølge Holbæk Kommunes oplysninger om en grund med en naturbeskyttet mose i Undløse. Det er forkasteligt.
Som vi tidligere har skrevet, har Holbæk Kommune iværksat undersøgelser af både grunden på Lundemarksvej -samt nabogrunden, hvor børnehaven Villa Kulla holder til, og grunden i Ugerløse, hvor der skal være blevet dumpet forurenet jord.
-Jeg tager sagerne meget alvorligt og har sat dygtige ansatte til at rydde skrivebordet og få undersøgt sagerne ordentlig til bunds, selvfølgelig for borgernes skyld men også så det bliver lettere for myndighederne at komme efter de kriminelle, skriver Christina Krzyrosiak Hansen på Facebook.
Du kan læse hele borgmesteren opslag på Facebook.
Læs også: TV2 dokumentaren ‘Den sorte svane’ bringer eksempler fra Holbæk Kommune