22. november 2024

Foto: Google Streetview.

Efter 117 år er det slut med at bo på Stenhus Kostskole for eleverne i  grundskolen og gymnasiet.

Det har skolens bestyelse besluttet i samarbejde med skolens ledelse. Lukningen sker fra skoleåret 2024/25.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det har gennem noget tid været forsøgt, at finde besparelser på driften af kostafdelingen, men man har i stedet måtte konkludere, at det ikke længere bliver muligt at drive kostafdelingen i den kvalitet, som skolen ønsker at levere.

-Efter seriøse og alvorlige overvejelser har ledelsen i samarbejde med bestyrelsen valgt, at det er rettidig omhu at lukke kostafdelingen på Stenhus Kostskole. Det betyder, at der desværre ikke længere optages kostelever fra næste skoleår, udtaler Knud e. Schack Korsbjerg, der har været leder for Stenhus Kostskole de seneste 25 år.

Han tilføjer:

-Vi har i ledelsen forsøgt flere forskellige tiltag, men det ændrer ikke på, at prisudviklingen på både energi og fødevarer de seneste år betyder, at vi skal have en kostafdeling med et betydeligt større antal elever i grundskolen, for at det kan løbe rundt, og det ser vi desværre ikke som realistisk som tiderne er. Vi er først og fremmest en grundskole af høj kvalitet, og lukningen af kostskolen vil betyde, at vi vil kunne fokusere på driften af en endnu bedre dagskole.

Bestyrelsesformand for Stenhus Kostskole og Stenhus Fonden Torsten Hylleberg:

-Det er ærgerligt, at udviklingen er gået den vej. Lukningen af kostafdelingen gør Stenhus til en mindre kompleks virksomhed, og det giver os andre muligheder for at udvikle dagskolen, så den fortsætter med at være en af regionens mest attraktive grundskoler. Skolen vil fortsat satse hårdt på at skabe et solidt fundament for eleverne med fokus på faglighed, fællesskab og læring for livet, siger Torsten Hylleberg.

Han skyder skylden for kostafdelingens lukning på stigende omkostninger, faldende elevgrundlag og manglende politisk opbakning.