11. november 2024

Foto: Michael Johannessen

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker søndag en eksplosion i Holbæk – vidner har set to personer løbe væk.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen, der skete i nærheden af en bil på Blytækkervej, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet fik meldingen kort før klokken halv et natten til søndag. Der er siden blevet arbejdet med forhøringer og kriminaltekniske undersøgelser på stedet. Området er afsøgt med politihunde og efterforskerne prøver nu at finde steder med videoovervågning nær adressen.

-Et vidne har forklaret, at to mørkklædte mænd efter eksplosionen løber hen mod to biler, som de kører væk i, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

Politiet efterlyste tidligere søndag en VW Polo, men den er ikke længere interessant for efterforskningen. I stedet hører man gerne om den anden bil, en grå Kia Rio som havde stjålne nummerplader.

Politiet hører derfor gerne fra alle, der før eller efter eksplosionen har bemærket personer eller køretøjer i området eller som i øvrigt har en viden om hændelsen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Opdateret kl. 14.10

Læs også: Politiet undersøger mistænkeligt forhold og Politiet: Ville skræmme beboer med eksplosion