21. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 30-årig mand blev anholdt og sigtet i en sag om salg af narko efter politiet onsdag middag ransagede en lejlighed i Holbæk.

Flere betjente og en narkohund gennemførte ransagningen, der fandt sted ved middagstid. Under ransagningen blev der fundet ca. 64 gram kokain, 39 gram amfetamin og 125 gram hash og flere remedier, som tydedepå, at at narkoen var til videresalg. Der blev også fundet 10.800 kroner, som politiet formoder er udbytte fra salg af narkotika. Desuden blev der fundet en machete, som den 30-årige ikke havde tilladelse til at besidde.

Politiet tog den 30-årige med til afhøring på politistationen.

På en mobiltelefon, som en 30-årige var i besiddelse af fandt politiet, hvad de betegner som et narkoregnskab over salg af euforiserende stoffer svarende til 68.950 kroner af ikke under 137,9 gram kokain eller 689,5 gram amfetamin.

Den 30-årige blev desuden sigtet for hæleri, da der også ved ransagningen blev fundet en skjorte, som tilhørte Kriminalforsorgen. Anklageren begærer dørlukning i sagen, så det er ikke muligt at oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.