10. december 2024

Mark Helmer-Ejlertsen er ny afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Holbæk. PRfoto.

Mens mange holdt sommerferie, så udnævnte Sparekassen Kronjylland en ny afdelingsdirektør for Holbæk-afdelingen.

Det blev 38-årige Mark Helmer-Ejlertsen.

Han har 15 års erfaring som erhvervsrådgiver, og han har i alle årene arbejdet i og med det lokale erhvervsliv i Holbæk.

Mark Helmer-Ejlertsen kom til Sparekassen Kronjylland i 2016 som erhvervsrådgiver og souschef, og i 2018 blev han udnævnt til erhvervskundechef. Denne sommer tiltrådte han så stillingen som afdelingsdirektør og fremover vil han have ansvaret for de fire medarbejdere i erhvervsteamet, sammen med privatkundechef Maise Larnkjær også ansvaret for de øvrige otte medarbejdere, som tager sig af private kunder.

-Jeg har altid sat mig for at levere gode kundeoplevelser. Det gælder om at være en troværdig samarbejdspartner og at have et indgående kendskab til kundernes situation og forståelse for såvel muligheder som udfordringer. Og så handler det også om, at vi – kunden og os som rådgivere – får lavet en grundig forventningsafstemning, så vi ved, hvor vi har hinanden. Når vi har det på plads, er der basis for et virkelig godt og frugtbart samarbejde, fortæller Mark Helmer-Ejlertsen, der glæder sig til at besøge afdelingens lokale samarbejdspartnere og naturligvis at udvide kundekredsen. Han ser nemlig et stort potentiale for få endnu flere kunder i afdelingen.

Det med at få flere kunder i afdelingen er områdedirektør for Sjælland, Morten Damm enig i:

-Vi har gennem en årrække haft en imponerende vækst i Holbæk, som jeg tilskriver mine dygtige kolleger. Med Mark som ny afdelingsdirektør er jeg sikker på, at den positive udvikling vil fortsætte, og jeg er overbevist om, at vi kan tiltrække endnu flere nye kunder. Det betyder, at vi har behov for flere medarbejdere, og vi er allerede på udkig efter en erhvervsrådgiver mere til afdelingen.

Mark Helmer-Ejlertsen tiltrådte jobbet som afdelingsdirektør den 7. juli.