9. december 2024

Foto: Rigspolitiet.

Ikke færre end seks bilister blev i løbet af søndag sigtet for narkokørsel i vores område.

Den første blev standset klokken 00.55 natten til søndag på Valdemar Sejrsvej. Der var tale om en 34-årig mand fra Næstved, som blev sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i personbil.

Søndag eftermiddag kl. 14.30 standsede politiet en personbil på Riffelhavevej i Holbæk, med en 18-årig mand fra Vipperød bag rattet. Politiet mistænker ham for at være påvirket af cannabis under kørslen.

Kl. 14.48 Stoppede politiet en 50-årig mand fra Kalundborg, da han kom kørende ad Holbækvej i Jyderup i en varebil. En narkometertest gjorde, at politiet kunne mistænke ham for at være påvirket af kokain.

På Skovvej i Jyderup blev en 34-årig mand fra Eskebjerg stoppet i en personbil kl. 22.18. Han var påvirket af både cannabis og kokain, samt alkohol. Og da han heller ikke havde førerret fordi den tidligere var blevet inddraget af politiet, da han ikke havde aflagt en kontrollerende køreprøve efter en dom i en hastighedssag. Politiet fandt ham i besiddelse af ca. 0,7 gram hash.

En 27-årig mand fra Holbæk blev sigtet for at være påvirket af euforiserende stoffer efter han blev standset på Roskildevej i Holbæk kl. 23.05.

Søndag var kun lige sluttet, da en 25-årig mand fra Nykøbing Sj. fem minutter over midnat blev stoppet på Roskildevej. Han mistænkes for at være påvirket af både amfetamin og cannabis under kørslen. Endvidere blev han sigtet for at besidde 0,6 gram hash, der lå i bilen.

Alle sigtede blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. De kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.