23. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Politiet har indledt efterforskning af, om Bandidos MC i Danmark kan søges opløst ved dom.

Bandidos MC har i mange år haft en aktiv afdelign – chapter – i Holbæk, som under navnet Westcity bl.a. var part i en voldelig konflikt for nogle år siden med en gruppering politiet kaldte “Vanggruppen”. Under konflikten blev der bl.a. kastet en håndgranat mod Bandidos’ daværende klubhus i Østerstræde, tre unge mænd blev overfaldet med bl.a. økse og konflikten kulminerede med drabet på 18-årige Zobair Saidi, der blev skudt på klos hold i Ladegårdsparken. 

I forbindelse med konflikten fik Holbæk-afdelingen forbud mod at opholde sig i klubhuset i Østerstræde og flyttede siden hen til Jyderup, hvor man delte klubhus med støttegruppen Cobra MC, hvor man senere hen også fik forbud mod at være. Efterfølgende fraflyttede klubben adressen i Jyderup og siden har der været meget stille omkring Bandidos’ Holbæk-afdeling, der ifølge Bandidos fortsat eksisterer.

Men på landsplan har Bandidos været aktive og nu vil politiet så finde ud af, om man der er grundlag for, at man  kan få  Bandidos MC forbudt i Danmar ved domstolene efter grundlovens paragraf 78, der handler om foreningsfrihed – men også om, at foreninger der f.eks. virker ved vold kan forbydes.  

-Bekæmpelse af rocker- og bandekriminalitet er en helt central prioritet for regeringen. De kriminelle grupperingers brutale vold og samfundsundergravende aktiviteter skaber utryghed i de nabolag, de huserer i. Og bag deres voldelige overgreb gemmer sig blandt andet ulykkelige pårørende og chokerede vidner, som ikke har noget at gøre med rocker- og bandemiljøet, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) og tilføjer:

-Når det kommer til kampen mod de kriminelle grupperinger, skal vi bruge alle de redskaber, vi har til rådighed. Jeg ser derfor også meget positivt på, at NSK indleder en efterforskning af, om Bandidos MC i Danmark kan søges opløst. Og så ser jeg i øvrigt frem til at præsentere regeringens udspil til en ny bandepakke, som på flere fronter vil tage et endnu strammere greb om banderne.

Det er National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som står for opløsningssagen og det forventes, at efterforskningen kan være færdig inden udgangen af 2023.