24. april 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

En dørmand blev natten til søndag slået i ansigtet af en mandlig gæst uden for et diskotek i Nygade.

Ifølge weekendens døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi fandt episoden sted kort før klokken fem.

Den mandlige gæst havde fået besked på at vente udenfor, mens personalet ledte efter en taske og telefon indenfor. Der opsod en diskussion mellem gæsten og dørmanden, som så blev slået i ansigtet af manden.

Politiet blev tilkaldt og anholdt den mandlige gæst, som blev sigtet for vold mod dørmanden. Han ønskede ikke oplyse sit navn mv., hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af retsplejeloven. I forbindelse med transporten hen til patruljebilen sparkede den anholdte ud efter og ramte en politibetjent på det ene knæ, så sigtelserne blev udvidet til også at omfatte vold mod politiet.

Den anholdte blev senere identificeret som en 20-årig mand fra Slagelse, der efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning, inden han søndag formiddag blev afhørt til sagen og sluttelig løsladt.

Han vil senere høre fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.