20. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 29-årig mand fra Store Merløse blev onsdag eftermiddag kl. 16.15 sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil.

Manden var forinden blevet standset af politiet på P-pladsen ved Slotsvolden i Holbæk og havde her deltaget i en narkometertest, som gav udslag for påvirkning af euforiserende stoffer.

Det viste sig, at den 29-årige ikke havde nogen førerret og i forbindelse med visitationen efter anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af en lille klump hash. Så den 29-årige blev udover en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand også præsenteret for en sigtelse for kørsel uden førerret og en sigtelse for besidelse af hashen.

Han blev taget med til udtagelse af en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han kan nu vente at høre fra politiet på et senere tidspunkt.