23. april 2024

Arkivfoto: Pixabay.

En 14-årig pige er blevet udsat for såkaldt “digital sexkrænkelse” og det fik torsdag politiet til at besøge den skole i Holbæk, hvor video skal være blevet delt.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man torsdag morgen modtog en anmeldelse om digital sexkrænkelse af en 14 årig pige i form af en video med seksuelt indhold. Senere på dagen mødte efterforskere og betjente fra forebyggelsesafdelingen op på den skole i Holbæk, hvor der var misanke om, at videoen var blevet delt i en af klasserne.

Politiet foretog de nødvendige efterforskningsskridt i sagen, men brugte også anledningen til at få en længere alvors snak med de unge om billeddeling og digital sexkrænkelse.

-Vi ser desværre en stigning i sager om digitale sexkrænkelser især blandt de helt unge. Det er meget alvorligt at dele intime videoer af mindreårige, og det kategoriseres som børneporno. Vi har derfor stor fokus på den præventive indsats blandt de unge, så de tænker sig godt om, inden de medvirker på eller deler videoer med seksuelt indhold, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, der er leder af Almen Efterforskning.

Sagen efterforskes nu for at afklare omfanget af den ulovlige billeddeling og vurdere indholdet på videoen.

Politiet opfordrer de unge og deres forældre til at tage en snak om, at det er ulovligt at optage og dele video med seksuelt indhold. Modtager man en intim video, så del den aldrig, men slet i stedet videoen.