To personer blev mandag eftermiddag bragt til skadestuen efter et færdselsuheld i krydset Møllevej – Åvej ved Jyderup.
Uheldet skete kort efter klokken 15, da en 66-årig kvinde fra Gørlev Sj. i en personbil kom kørende ad Møllevej frem til krydset ved Åvej, hvor hun skulle svinge til venstre ad Åvej. Under svingningen ramte hun ind i venstre forskærm på en modkørende personbil, som blev ført af en 30-årig kvinde fra Jyderup ad Møllevej. Hun forsøgte at undvige mod højre, men kunne ikke undgå at blive påkørt.
Begge biler fik større materiel skade, og begge kvinder blev indbragt til skadestuen til kontrol. Ifølge politiet var den 66-årige kvinde kommet lettere til skade og skulle behandles, mens den 30-årige var sluppet uden behandlingskrævende skader.
Politiet fik fjernet de implicerede køretøjer og har i øvrigt optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.