5. maj 2024

Foto: Michael Johannessen.

Det var et eksploderet fordæk på en lastbil, som mandag aften var årsag til et færdselsuheld på Rute 21 ved Tuse.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Lastbilchaufføren – en 37-årig mand fra Store Heddinge – var, ifølge politiets døgnrapport, kommet kørende i sydlig retning ad Odsherredvej, da venstre fordæk sprang og han derved mistede kontrollen over lastbilen, som påkørte autoværnet over en ca. 500 meter lang strækning, inden lastbilen standsede i det nordgående spor lige nord for rundkørslen ved afkørsel 20 Holbæk V.

En 27-årig mand fra Asnæs kom kørende i en personbil og måtte foretage en undvigemanøvre til højre for at undgå sammenstød med lastbilen. Han kørte derfor ind over den skrå græsrabat ved tilkørselsrampen og standsede her uden at være blevet ramt.

Hverken lastbilchaufføren eller føreren af personbilen kom til skade ved uheldet, oplyser politiet.

Uheldet skete kort efter klokken 19 og først omkring kl. 23.30 var rednings- og oprydningsarbejdet efter uheldet overstået.

Politiet oplyser, at man har optaget rapport om uheldet og afventer resultatet af færdselsafdelingens undersøgelser af lastbilen og dens takograf.

Video: Michael Johannessen.