21. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Lørdag eftermiddag ved 14-tiden bemærkede en af politiets patruljer to mænd forsvinde sammen ind i en gyde på Jernbaneplads i Holbæk. Patruljen fandt det mistænkeligt nok til, at betjentene valgte at undersøge det nærmere.

Betjentene fik kontakt til de to mænd, der blev identificeret som en 19-årig mand fra København SV og en 32-årig mand fra Nykøbing Sj.

Den 32-årige var i besiddelse af godt 99 gram hash, mens den 19-årige var i besiddelse af et firecifret kontantbeløb. Både hash og penge blev beslagt ud fra en mistanke om, at der var tale om en narkohandel mellem de to mænd.

Den 19-årige fik også beslaglagt en mobiltelefon, hvilket han protesterede imod sammen med beslaglæggelsen af pengene. En dommer skal således senere se nærmere på politiets mistankegrundlag mod ham.

Begge mænd blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet oplyser, at man ved en efterfølgende ransagning af de to mænds bopæle ikke fandt ikke yderligere af politimæssig interesse.